Danmarks største kapsejlads aflyst
325 både kan ikke komme på fynsk kapsejlads. I stedet får deltagerne suppe.
"Sejladsen er afblæst på grund af vejrforholdene."
Sådan skriver arrangørerne af Palby Fyn Cup, Danmarks største kapsejlads målt på antal deltagere, på sin hjemmeside.
325 både
De 325 både skulle ellers have indledt sejladsen i dag kl. 11 med afgang fra Bogense.
Der var lagt op til en tur rundt om øen, men den er altså blevet aflyst af Sejladsudvalget, der er kede af at skulle træffe den hårde beslutning.
"Men sikkerhed frem for alt," som der står på hjemmesiden.
Ifølge DMI blæser det omkring 12 m/s omkring Fyn.
Suppe
De mange fremmødte modtog ifølge Palby Fyn Cup meddelelsen om, at løbet var aflyst, med klapsalver.
Der var respekt for beslutningen, hedder det på hjemmesiden, hvor arrangørerne skriver, at de håber at se alle til næste års sejlads.
I stedet for at komme ud at sejle kan sejlerne, når de afleverer deres deltagernummer, få et erindringskrus samt deltage i lodtrækningen om fine præmier.
Fra kl. 17.00 er der gratis suppe til alle deltagere, oplyser arrangørerne.
De hurtigste
Rekordindehaverne på distancen er:
Flerskrogsbåde: 2008 Angel - 10 timer og syv minutter.
Kølbåde: 2009 Signal - 15 timer, 28 minutter og 41 sekunder.