Mary helt nede i børnehøjde
Nyt hus til børnepatienter på Aarhus Universitetshospital blev indviet af kronprinsesse Mary.
Kronprinsesse Mary måtte helt ned i knæ for at komme i øjenhøjde med patienterne, da hun onsdag indviede det nye hus til børnepatienternes pårørende på Aarhus Universitetshospital.
Mange af de små patienter var i dagens anledning kommet ud fra stuerne for at mødes ansigt til ansigt med kronprinsessen, som brugte meget tid på de indlagte børn.
Det nye familiehus - sponseret blandt andet af TrygFonden - rummer 12 værelser med eget badeværelse, hvor forældre og søskende kan bo tæt på et indlagt familiemedlem.
Aflastning for familier
Det er en stor lettelse i forhold til sygestuer, hvor der normalt kun kan overnatte ét familiemedlem sammen med det syge barn.
”Når en familie har et sygt barn, bliver der vendt op og ned på livet. Det kan være en stor belastning i uger eller måneder. Aarhus Universitetshospital er et firkantet hus, hvor vi behandler sygdomme, men det har sine begrænsninger. Nu har vi fået et rundt hus med omsorg for hele familien,” sagde chefsygeplejerske Vibeke Krøll ved indvielsen.
Pårørendehuset rummer desuden store fælles opholdsarealer og forskellige aktivitetsrum, og kronprinsesse Mary erklærede sig imponeret.
Byggepris: 30 mio. kr.
"Her kan familier både være sammen og holde sammen i en svær tid,” sagde kronprinsessen om huset, som er et resultat af et samarbejde mellem det offentlige og private fonde.
Hospitalsledelsen og Region Midtjylland indgik i 2009 en aftale med TrygFonden og De små Glæders Legat om familiehuset.
TrygFonden støttede byggeri og interiør med 27,2 mio. kr., mens De små Glæders Legat stillede 2,5 mio. kr. til rådighed. Derudover har en række virksomheder sponseret udstyr.