- Opdateret 29/05/2012 kl. 14:13
75-årig er død efter brand i bil
Stærkt forbrændt bilist fra Midtsjælland døde kort efter ankomsten til Rigshospitalet.
En helkopter har tirsdag fløjet en midtsjællandsk bilist med svære brandskader til Rigshospitalet i København.
Efter kort tids behandling er manden afgået ved døden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ulykken er sket i en personbil ved Lejre.
På Ledreborg Allé gik der ild i bilen, og sagen blev rapporteret til politiet cirka klokken 11:30.
Men de alvorlige skader kostede altså manden livet. Han blev 75 år og var fra lokalområdet.
Hvad årsagen til branden er, har politiet ikke klarhed over tirsdag eftermiddag.