Kommunale planter og skraldespande på GPS
Total kortlægning af alle kantpæle, spande, græsplæner og meget mere. Læs her hvorfor.
I Svendborg Kommune kan de nu sidde på rådhuset og på få sekunder se, hvor skraldespandene står. De kan også lynhurtigt finde ud af, hvor et bestemt læhegn begynder og slutter, og hvor mange meter det er.
Hos kommunens tekniske forvaltning mener de, at arbejdet med at registrere alt det såkaldte vej-inventar er alle pengene værd.
Nu kan de for eksempel bestille en gartner til at klippe et hegn og give ham alle nødvendige informationer takket være den registrering på GPS, der har stået på siden 2009. Det skriver Kommunernes Landsforening.
Kortlægningen med GPS omfatter blandt andet affaldsspande, kantpæle, vejbrønde, hegn, græsplæner, planter og busskure.
Det næste trin i projektet er at få kortlagt drænledningerne.