Brødre anholdt for terrorplan
To dansk-somaliske brødre er blevet anholdt for at forberede en terrorhandling, oplyser PET.
Politiet Efterretningstjeneste har anholdt to dansk-somaliske brødre, der mistænkes for at have været i færd med at forberede en terrorhandling i Danmark.
Anholdt i Aarhus
Den ene blev anholdt på sin bopæl i Aarhus, mens den anden blev anholdt, da han ankom med fly til Københavns Lufthavn. Der er i forbindelse med anholdelserne gennemført ransagninger på to adresser i Aarhus, skriver PET på sin hjemmeside.
PET mistænker brødrene på 18 og 23 år for at være i færd med at forberede en terrorhandling. Det skulle blandt andet ske gennem samtaler om metoder, mål og anvendelse af våbentyper, skriver PET på sin hjemmesiden.
Træningslejr i Somalia
Den ene af de anholdte mistænkes ligeledes for at have ladet sig træne, instruere eller oplære i en Al-sShabaab træningslejr i Somalia med henblik på at begå terrorhandlinger.
De anholdte sigtes i den forbindelse for henholdsvis forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 og overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.
Sidstnævnte bestemmelse, der blev indsat i straffeloven i 2006, har ikke tidligere været bragt i anvendelse.
De anholdte, der begge er danske statsborgere af somalisk oprindelse, har opholdt sig 16 år i Danmark med bopæl i Aarhus-området.
Grundlovsforhør i Aarhus
Den fortsatte efterforskning af sagen vil blive gennemført i samarbejde mellem PET og Østjyllands Politi, og de anholdte forventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus tirsdag den 29. maj 2012 med henblik på varetægtsfængsling.
Det er PET’s opfattelse, at man ved anholdelserne har afværget en konkret terrorhandling, og anholdelserne fører derfor ikke til en ændret vurdering af terrortruslen i Danmark, som dog fortsat må anses for alvorlig, skriver PET.
Hverken PET eller Østjyllands Politi ønsker foreløbig at udtale sig yderligere, oplyser de til Ritzau.
Ritzau