Mand stak sig selv med brødkniv
En hundelufter mødte fredag morgen en mand, der gik med en kniv i hånden og sår i maven.
En hundelufter slog tidlig fredag morgen alarm til politiet.
Han havde mødt en ung mand, der gik rundt med en brødkniv i hånden. Manden havde flere sår i maven.
"Vi sendte en patrulje derud, da vi fik meldingen klokken 05.14. Manden var ikke til fare for patruljen, og han var til at snakke med. Han fortalte, at han har stukket sig selv fem gange med kniven, siger vagtchef Karsten Kristensen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Hjælp
Manden blev kørt på skadestuen. Sårene viste sig at være overfladiske. Manden, der er 23 år er aalborgenser.
Han havde snittet sig i maven som et råb om hjælp.
"Han fortalte os, at han har problemer med narko. Det var et skrig om hjælp. Han var påvirket af både alkohol og narko," siger vagtchefen.