Balders familie overvejer at sagsøge hundedræberen
Nedskydningen af den gule labrador gav masse-besøg hos minister og kan nu ende i retten.
Familien Toft i Holbæk er her to måneder efter den voldsomme oplevelse stadig stærkt påvirkede af sagen, som har skabt en stor offentlig debat og formentlig fører til en lovændring.
Som ejer af hunden overvejer familien ifølge B.T. at rejse en sag mod den mand, som skød hunden.
"Vi vil gerne have slået fast, at det ikke er lovligt at skyde en harmløs hund," siger Lone Toft.
Jægerformand stemt for lovstramning
I dag onsdag mødte ikke færre end 17 interesseorganisationer op hos fødevareminister Mette Gjerskov for at diskutere en eventuel lovændring, så en tilsvarende nedskydning gøres ulovlig.
Bl.a. Dansk Jægerforbunds formand Ole Roed Jacobsen erkender, at en hund og en kat i dagens Danmark indtager en langt mere nær position hos sin ejerfamilie.
Derfor kan det være en ide at stramme reglerne.
Mange medier omtalte nedskydningen af Balder, og den offentlige debat bølgede frem og tilbage.
Grænsetilfælde
Manden, der skød Balder, var efter nogles mening i sin fulde ret til at skyde dyret, fordi han havde handlet efter de nuværende regler i forbindelse med, at hunden strejfede om på hans grund.
Familien Toft, der ejede Balder, siger til B.T., at en jurist har forklaret dem, at manden formentlig reagerede for voldsomt. Han kunne have nøjedes med en mindre fatal udgang på problemet, og det er netop dette spørgsmål, familien overvejer at få afklaret i en retssal.