Sælangreb er meget usædvanlige
En 35-årig kvinde blev mandag aften angrebet af en aggressiv sæl i Roskilde Fjord.
Mandag aften blev en kvindelig roer angrebet af en tilsyneladende aggressiv sæl, som bed hende fire gange, da hun roede ude i vandet i Roskilde Fjord. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Hun måtte efterfølgende en tur på skadestuen i Roskilde, hvor lægerne konstaterede fire bidsår i den højre arm. Hos Naturstyrelsen undrer man sig over, at en sæl har angrebet et menneske.
"Det er ikke normalt at blive bidt af en sæl. Jeg kender ikke til den enkelte episode, men jeg har aldrig oplevet, at sæler har angrebet badegæster," siger skovfoged og koordinator for Naturstyrelsens sælforvaltning, Henrik Lykke Sørensen, til jp.dk.
Aflivning er sidste udvej
Han forklarer, at der de senere år har været en tendens til, at sæler, der tilsyneladende ikke fejler noget rent fysisk, har været mindre sky over for mennesker end tidligere.
Det kan give nogle episoder, hvor mennesker går helt tæt på sælen, og dermed kan man overtræde en grænse, så sælen føler sig truet. Og så kan dyret opføre sig aggressivt og være til fare for mennesker.
"For nu skal der ikke gøres noget, men hvis sælen opfører sig aggressivt i et område, hvor der færdes mange mennesker, kan sidste udvej være at aflive dyret," siger Henrik Lykke Sørensen.
Politiet afventer situationen
Politiet oplyser til Ritzau, at der nogle gange er sæler i Roskilde Fjord, men det er ualmindeligt, at de kommer helt ind til havnen.
For nu vil politiet orientere Naturstyrelsen om sælen.
"Vi håber ikke, at der er flere, der bliver bidt. Men hvis vi hører om flere, så vil vi bede dem undersøge mulighederne for at skræmme den væk fra den indre del af fjorden," siger talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Ritzau.