Lagerhal brændt ned til grunden i Rold Skov
Brandfolk har fået den voldsomme brand, som raserede et stort savværk i Rold Skov, under kontrol.
Storbranden på savværket i Rold Skov i Himmerland, som brød ud mandag aften, har sendt fire personer til observation for røgforgiftning.
Flammerne fik så godt fat i savværkets store sorteringsanlæg, at det er fuldstændig udbrændt. Det oplyser vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
- Der er brændt en lagerhal på mellem 700 og 800 kvadratmeter. Den var fyldt op med træ, så det har givet en vældig varme.
- Man efterslukker stadigvæk, og det bliver man ved med i mange timer endnu. Vi forventer, at de er færdige i løbet af tirsdagen, fortæller Poul Badsberg.
Branden brød ud kort efter klokken 19. Brandfolk kæmpede efterfølgende for at redde savværket fra flammerne.
- Der var folk, som arbejdede på anlægget, da branden brød ud, og de gjorde, hvad de kunne for at få branden under kontrol, siger direktør for Nørlund Træ A/S, Kim Thisted, som befinder sig på stedet.
Efter flere timers arbejde lykkedes det sent mandag aften for brandfolkene at tøjle flammerne og få ilden under kontrol. Årsagen til branden er endnu uklar.
- Branden opstod ved nogle el-installationer og en olietank. Der er kommet beredskaber fra Hobro og Aars som hjælper til, og der er ingen fare for selve den omkringliggende skov, fortæller indsatsleder på stedet Gert Jensen til TV 2 News.
Den brandramte trævirksomhed Nørlund Træ A/S ligger inde i den store Rold Skov, som breder sig i et område nord for Hobro og syd for Aalborg.
Det er ifølge firmaets hjemmeside et nåletræssavværk, som er et af Danmarks væsentligste leverandør af dansk opskåret træ.
Ekstrabladet.dk skriver, at røgen fra industribranden kan ses op til 20 kilometer væk.