Prinsesse får så hatten passer
"Badehætte anno 1920" lyder modeeksperts beskrivelse af Mette-Marits hovedbeklædning.
En prinsesse skal nærmest pr. definition se brandgodt ud, være slank og veltrimmet, være toneangivende i sit tøjvalg - ja på alle måder se perfekt ud.
Det er der modeeksperter og andre , som mener, at den norske kronprinsesse Mette-Marit ikke var, da hun i går på Norges nationaldag tonede frem på slotsbalkonen sammen med familien.
Debatten ruller frem og tilbage om kronprinsessens hue.
"Badehætte"
F.eks. udtaler Kjell Arne Totland, der i VG.no kaldes landets førende kongehus-ekspert:
"Dronningen bar en fiks hat i en model, som hun har i flere farver. Mette-Marit havde valgt en hue af modellen "badehætte anno 1920"."
"Det er synd, at hun skjuler sit hår, men måske var hun lidt forberedt på regn og vind," siger Totland formildende.
På Twitter er det huen, som får mest opmærksomhed.:
"Mette-Marit kører lidt "Pirates of the Caribbean-hat" i dag. Nice" og "Mette-Marit har turban på."
Italiensk design
Huen blev vist på designeren Jill Sanders forårs- og sommeropvisning i Milano sidste efterår. Prisen er ifølge flere netsteder 440 dollars.
Modeekspert Sonia Huanca Vold føler sig sikker på, at Mette-Marit gerne vil beholde titlen modeprinsesse:
"Hun dukker stadig op i nye designerkreationer. Nu har hun også sikret sig forårets mest cool hovedpynt, " siger hun.
Ned over ørerne
Modeeksperten er dog ikke helt tilfreds:
"På catwalken så vi, at modellerne har huen højere oppe på hovedet, så den ser ud som en hat. Mette-Marit har trukket huen lidt for langt ned over ørerne, og det egner sig bedst til et hverdags-antræk," siger Sonia Huanca Vold.
En gammel frakke
Kronprinsessens frakke får også en bemærkning med fra kongehuseksperten Totland:
"Mette-Marit bærer faktisk den samme frakke, som hun debuterede i på balkonen som nyforlovet i 2001. Et hyggeligt gensyn," siger han.
Hvad synes du?
Er prinsessens hovedbeklædning superflot og moderne, eller er det bare et totalt kikset valg?
Tag del i debatten herunder.