Dansk eventyrer stoppet af Rusland
En enestående rejse til Titanics vrag er udsat på ubestemt tid pga. russisk bureaukrati.
Den danske finansmand og eventyrer Per Wimmer skulle være en del af Titanic Ekspeditionen, der skulle finde sted juli 2012.
Nu er ekspeditionen udsat på ubestemt tid, fordi den russiske regering har annulleret kontrakten for udlejning af moderskibet Akademik Keldysh.
”Jeg er selvfølgelig utroligt skuffet over forsinkelsen af dette fantastiske eventyr her til sommer. Vi var allesammen så ivrige for udforske et af verdens mest ikoniske skibsvrag. Derudover er jeg også meget trist på vegne af holdet, idet jeg ved, de har brugt så megen tid og energi på at få denne ekspedition til at lykkes,” siger Per Wimmer i en pressemeddelelse.
Russisk valg ændrede alt
Der var allerede en fast aftale mellem ekspeditionholdet og det Russiske Institut for Havbiologi, men det nylige russiske valg har betydet indførelsen af en ny politik, der forpligter at al brug af russisk offentligt materiel skal gennemgå en offentligt licitationsproces.
Processen tager ca. seks månder at fuldføre, og reglen er blevet indført med tilbagevirkende kraft, så Akademik Keldysh og de to ubåde MIR I og MIR II vil forblive i havn indtil afslutningen af den offentlige licitationsproces.
Så nu skal moderskibet og de to ubåde ligge i havn de næste seks måneder, selvom ekspeditionsholdet dels havde en aftale med den russiske regering og dels havde indsamlet de omkring 8,8 mio. kr., som ekspeditionen ville koste.
En rigtig vovehals
På trods af denne udsættelse håber Per Wimmer og hele holdet bag ekspedition stadig på at gøre deres drøm til virkelighed og opleve det legendariske Titanic, der har ligget på 3.800 meters dybde siden forliset i 1912.
Den 43-årige Per Wimmer er blevet mangemillionær på sin investeringsbank i London, men han er mest kendt i offentligheden for konstant at afprøve grænser.
Han har som den første gennemført et faldskærmsudspring over Mount Everest, og inden udgangen af 2013 forventer han at være den første dansker i rummet.