Sådan kan præst straffes for forsømmelse
Fra advarsel til fyring. Sådan er mulighederne, hvis der indledes en sag mod en sognepræst.
Det er Tjenestemandslovens kapitel 4, der fastsætter rammerne for displinære indgreb over for ansatte i folkekirken, og den lov, biskop Henning Toft Bro skal bruge, hvis han vil skride ind over for en sognepræst, der afviste at begrave en homoseksuel.
I første omgang har biskoppen dog bedt om en redegørelse fra præsten.
* Lovens § 19 fastslår, at en tjenestemand kan suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, hvis der er mistanke om, at tilliden til at han kan varetage sit job mangler eller at hans udførelse af arbejdet er "betænkeligt".
* Herefter skal en disciplinær undersøgelse i gang, såfremt der ikke er tale om en straffesag mod tjenestemanden.
* Lovens § 24 fastsætter rammer for den disciplinære straf, som tjenestemanden kan idømmes:
- Advarsel, irettesættelse, bøde på højest en halv månedsløn (for en sognepræst i omegnen af 15.000 kroner), overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted, anden stilling inden for eller uden for ansættelsesområdet, degradering (herunder lønnedgang) eller fyring.
Biskoppen kan uddele en advarsel, irettesættelse eller en bøde på højest 1/25 af månedslønnen (omkring 1200 kroner for en sognepræst). Er sanktionen højere kræver, det et tjenstligt forhør og sagen overgår til kirkeministeren.
Kilde: Kirkeministeriet og Tjenestemandsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=130606#K4