- Opdateret 10/05/2012 kl. 14:39
Kvindelig bilist hårdt kvæstet i Pandrup
Lastbil og personbil stødte voldsomt sammen i Nordjylland. To kørt på hospitalet.
En 24-årig kvinde blev alvorligt kvæstet, da en personbil blev ramt af en lastbil i Pandrup.
Hendes tilstand er kritisk, oplyser vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi, til Ritzau.
Kvinden sad sammen med en mand i 20'erne i personbilen, der kl. 13.30 kom kørende på Jetsmark Kirkevej i Pandrup.
I krydset ved Bredgade overholdt personbilens chauffør ikke vigepligten, men kørte ud på den tværgående Bredgade og blev ramt af en lastbil.
Livsfarligt kvæstet
Den kvindelige bilist blev livsfarligt kvæstet og blev kørt til Aalborg Sygehus Syd med eskorte.
Også manden, der var med i personbilen, og lastbilchaufføren blev såret ved ulykken. De er også blevet kørt på sygehuset, men deres tilstand betegnes ikke som alvorlig.
En bilinspektør skal senere torsdag undersøge omstændighederne ved ulykken, oplyser vagtchefen.