Dommer får sag om politidrab på psykisk syg
Den tragiske sag om politiets drab på en psykiatrisk patient i Aalborg skal bedømmes af retten, mener familien
Det sidste ord er ikke sagt i sagen om politiets drab på en psykisk syg mand i Aalborg i november 2009.
De efterladtes advokat oplyser, at der nu vil blive anlagt en civil retssag.
- Det er familiens ønske, at der kommer en retssag mod Nordjyllands Politi omkring politiets ansvar. Nogle uafhængige dommere bør kigge på denne sag, siger advokat Tyge Trier.
Bo Houen Jørgensen skulle i november 2009 hentes på sin bopæl. Han var til fare for sig selv sig og skulle derfor tvangsindlægges.
Otte betjente og en læge var mødt op ved hans lejlighed. Bo Houen Jørgensen sårede to betjente med en kniv, og til sidst skød politiet ham i hovedet.
Rigsadvokat: Nødværge
Nu har Rigsadvokaten besluttet, at der ikke er noget at bebrejde betjentene. De handlede i nødværge.
- Den afgørelse er utilfredsstillende. Det virker, som om man har taget politiets parti og analyserer sagen efter, hvad der er bedst for politiet, siger advokat Tyge Trier.
- Familiens holdning er, at man kunne have løst opgaven på en anden måde, så Bo ville være i live i dag, siger advokaten.
I øvrigt er familien stærkt utilfreds med Rigsadvokatens langsommelighed. Det har taget to år at træffe afgørelse. Rigsadvokaten fik sagen i april 2010.
Advokat vil nærlæse sagen
Familiens advokat er desuden kritisk over for den undersøgelse, som den daværende statsadvokat Kirsten Dyrmann stod for.
- Vi må nærlæse sagen og vil så derefter vurdere, om også statsadvokaten skal inddrages i retssagen, siger Tyge Trier.
I år vakte det opsigt, da Østre Landsret i en anden sag om politiets dræbende skud tilkendte de efterladte en godtgørelse.
Det var ikke tvingende nødvendigt, da politiet affyrede et skud mod en biltyv på Røde Mellemvej i København i 2003 - og dermed blev konventionen om menneskerettigheder krænket.
Rigsadvokaten er dog utilfreds med dommen og har anket den til Højesteret.