110 evakueret pga. ammoniakudslip
Et ammoniakudslip har betydet, at 110 personer måtte forlade en bygning i København.
Ifølge Københavns Politi er brandvæsenet i færd med at undersøge et ammonikaudslip hos en virksomhed i Københavns sydhavnskvarter.
Ammoniakken stammer fra et køleanlæg, der lækker.
"En montør gik ind i lokalet for at tjekke køleanlægget og kunne mærke en svien i øjnene," fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi Claus Rønnegaard til jp.dk.
Blæser ud over vandet
Efterfølgende blev alle 110 personer i bygningen bedt om at forlade området, som er afspærret inden for en radius af 50 meter. Og nu undersøges lækken af brandvæsenet og Miljøvagten.
Bygningen ligger i Støberigade på Teglholmen.
"Den ligger ud mod vandet. Der er meget svag vind, og ammoniakken driver ud over vandet," siger Claus Rønnegaard, som tilføjer, at betjentene på stedet intet kan lugte.