Borgmester vil tage penge fra de "rige" børn
Vuggestuer og børnehaver med socialt belastede børn skal have flere pædagoger.
Det mener Københavns børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S).
"Når vuggestuerne i de socialt udsatte boligområder har samme antal pædagoger som i andre områder, men skal bruge ekstra tid på socialsager og på besværlig forældrekommunikation, så er der mindre tid til at sætte sig ned og læse og tale med det enkelte barn. Derfor er vi nødt til at sørge for, at der kommer flere pædagoger end i dag i de socialt udsatte institutioner," siger hun til Berlingske.
Og hvis det bliver nødvendigt, er borgmesteren klar til at tage pengene fra daginstitutioner med de mest ressourcestærke og velstillede børn, lyder det.
Kulturborgmester ikke begejstret
Kulturborgmester Pia Allerslev (V) er langt fra begejstret for forslaget.
"Dårlige institutioner er desværre ikke isoleret til socialt udsatte områder. Men nu ser man for alvor, hvad det vil sige at have et rødt styre i København: At man kan få sig selv til at sige, at forældre og børn på Østerbro eller Indre By ikke har brug for deres professionelt uddannede personale, fatter jeg ikke," siger hun til Berlingske.
Kommunen har allerede afsat en pulje på 20 mio. kr. til daginstitutionsområdet og forventer at få 50 mio. kr. fra regeringens pulje til normeringer.
Dokumenterede svigt
Udspillet fra Anne Vang kommer efter den seneste tids debat om kvaliteten af vuggestuer og daginstitutioner i det hele taget.
Ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen indledte diskussionen med sin afhandling, hvor han gennem videooptagelser og 8.000 observationer foretaget i ni vuggestuer i Storkøbenhavn dokumenterede, at pædagogerne svigter børnene.
Siden har børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) lanceret et kommende kvalitetstjek i daginstitutionerne.
Bør daginstitutioner med ressourcesvage børn have flere pædagoger?
Er det i orden at tage pengene fra daginstitutioner med ressourcestærke børn?
Hvad mener du?