Indland

Borgere går til kamp mod kommune

Silkeborg Kommune vil tvinge 950 husstande til fjernvarme. Torsdag aften var der protestmøde.

En række lokale beboere går nu til kamp mod Silkeborg Kommune, som vil tvinge 950 husstande til at skifte til fjernvarme. Foto: Thomas C. Priskorn/JP

Torsdag aften var der stormøde i Funder Hallen vest for Silkeborg. Deltagerne skulle diskutere Silkeborg Kommunes beslutning om, at ca. 950 husstande skal tvinges til at skifte fra naturgas til fjernvarme.

Beboere i Funder, Lysbro og Funder Kirkeby er oprørte over, at byrådet i Silkeborg den 27. februar vedtog en plan om at skifte til fjernvarme uden en ordentlig dialog med de berørte husstande.

"Vi vil gerne have kommunen til at trække deres beslutning tilbage, ligesom Helle Thorning-Schmidt kunne trække beslutningen om betalingsringen tilbage," siger Morten Spaabæk Dippel, der er talsmand for beboerne.

54 mio. i nedskrevet værdi

Kommunen har fremført, at det vil være en god - eller i hvert fald neutral - investering for den enkelte husejer, men det tror beboerne ikke på. De mener, at kommunen ikke tager hensyn til ekstraudgifter, som der vil være forbundet med fjernvarmen.

"Vi ender på omkring 57.000 kr. per hustand, og der er 950 hustande. Det giver 54 mio., som boligerne reelt bliver nedskrevet i værdi. Det er penge smidt ud af vinduet, samtidig med at fjernvarmen vil stige, mens gassen vil falde i pris," siger talsmanden.

Målet for mødet var at rejse en folkelig opstand mod kommunens beslutning, som beboerne mener bliver trukket ned over hovedet på dem. Derfor var det meget tilfredsstillende, at over 350 mennesker havde valgt at deltage i stormødet.

Stor underskriftindsamling ignoreret

"Tidligere har i alt 771 af de 950 husstande støttet en underskriftsindsamling imod tilslutningspligten, men det har ingen effekt haft på kommunen. Desuden ville kommunen på torsdagens møde ikke i dialog med os, fordi de anser sagen som afsluttet," fortæller Morten Spaabæk Dippel.

I stedet havde beboerne fået opbakning fra Libaral Alliances folketingsmedlem Leif Mikkelsen, der selv kommer fra Silkeborg. Han vil nu gå videre med sagen i Folketinget.

"Leif Mikkelsen stiller forslag om, at Folketinget ophæver kommuners mulighed for at pålægge tvang over borgerne om at ændre fra gas til fjernvarme," siger talsmanden.

Borgere kræver frit valg

I dag fyrer fjernvarmeværket med naturgas, men udbredelsen til Funder er en del af en varmeplan, som skal sikre en CO2-neutral varmeforsyning i 2030. Desuden er det meningen, at en række andre byer i området også skal tilkobles fjernvarme.

Beboerne i de berørte områder mener, at Silkeborg Kommune er med til at give boligejere urimelige omkostninger, som i sidste ende kan ende med at stavnsbinde dem til deres huse. De kræver et frit valg om at vælge fjernvarme eller gas.

"Vi vil gerne have biogas, og den får vi naturligt gennem naturgassen, fordi den bliver opgraderet. Selve naturgasnettet bliver billigere over de kommende år, og det betyder en billigere gasregning for os. Derfor virker det tåbeligt at skifte til fjernvarme," siger Morten Spaabæk Dippel.

Frygter stadig fremtiden

Mødet mundede ud i en appel til byrådet med underskriftindsamling om, at det skal tage beslutningen op til ny overvejelse. Desuden skal beboerne gøre en række indsigelser, som de dog ikke får svar på før om seks til otte måneder.

For nu frygter beboerne fortsat, at kommunen vil gennemtrumfe den nuværende beslutning, som kan betyde en stor økonomisk pine for de berørte husstande i Midtjylland.

"Det er usikkert, at den enkelte husstand kan låne pengene i banken, som der kræves for at lave denne investering. Og det er de færreste af os, der har 57.000 kr. liggende på bankkontoen i disse tider," siger Morten Spaabæk Dippel.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her