Danskere rustes til at undgå sygehus-fejl
5.000 hospitalspatienter om året dør på grund af fejl på sygehusene.
14 timer efter at have født sin søn, døde Gunhild Warmings datter Stina på hospitalet. Datteren var sund og rask, da hun blev indlagt for at føde.
Men efter fødslen vurderede personalet, at Stina havde for lav blodprocent og skulle have blod. Ved et uheld fik hun den forkerte blodtype tilført - og næste formiddag døde Stina.
"Utilsigtet hændelse"
Det er en tragisk historie - men fakta er, at hvert år dør omkring 5.000 patienter som følge af fejl og komplikationer ud af de 1,2 millioner, der årligt indlægges, oplyser Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Samlet rammes 100.000 om året af en såkaldt "utilsigtet hændelse" på hospitalet.
Alles ansvar
Men nu skal der sættes ind over for fejl og skader, der sker ved en hospitalsindlæggelse. Trygfonden og Dansk Selskab for Patientsikkerhed vil med kampagnen "Klædt på som pårørende" fra og med mandag klæde borgerne ordentligt på til mødet med sundhedsvæsnet.
- Det vil altid være sundhedsvæsenets ansvar, at sikkerheden for patienterne er i top. Men vi ved også, at patienter og de pårørende er de eneste, der er med fra start til slut i forløbet, siger Beth Lilja, chef for sekretariatet og ledende overlæge i foreningen.
- Derfor kan de få en meget afgørende rolle i forhold til at identificere nogle af de fejl, som uundgåeligt opstår i et stort sundhedssystem. Hvis nu pillen var hvid i går men blå i dag, så kan patienten eller den pårørende opdage det, inden pillen sluges, siger hun.
Gunhild Warming er nu patientambassadør. Og i tiden efter datterens død lærte hun meget om, hvor stor betydning det har, at sygehusvæsenet og den enkelte ansatte anerkender de fejl, der uundgåeligt bliver begået.