Bande dømt for dødeligt røveri
Flere års fængsel og udvisning til chilenere efter røveri, der endte med, at politiet skød og dræbte en.
Det var et røveri, der gik helt galt.
De brutale røvere stod til at slippe væk med smykker, ure og solbriller for 4, 9 millioner kroner.
Men en ansat hos urmageren på Amagerbrogade i København nåede at låse sig inde i et baglokale og tilkalde politiet, som kom frem, inden gerningsmændene var væk.
Betjent dræbte chauffør
En betjent, der forsøgte at stoppe flugtbilen, blev slæbt efter røvernes vogn, og han endte med at trække sin pistol og dræbe chaufføren.
Tirsdag satte Københavns Byret punktum i sagen ved at dømme banden af fire chilenske mænd for røveriet samt en række andre forhold.
De fire mænd fik henholdsvis fem, seks, fire et halvt og tre års fængsel. Desuden er de nu udvist af Danmark.
Forsøgte at klemme betjent
Det var i april forrige år, at mændene, kort efter at de var rejst til Danmark, stormede ind hos Aveny Optik og tvang personalet ned på gulvet, hvor de bandt deres hænder og fødder med tape, mens de smadrede montrerne og stjal de mange værdier.
Få sekunder senere blev en 20-årig chilener skudt. Betjenten hang på det tidspunkt med overkroppen ind af vinduet og havde med den ene hånd fat i nakkestøtten for at stoppe bilen.
Da føreren forsøgte at klemme ham mod nogle parkerede biler, affyrede han tjenestepistolen mod chaufførens hoved.
Mændene blev også dømt for et røveri få dage forinden mod Al-Hussein smykker på Nørrebrogade. Ekspedienten blev slået flere gange i hovedet og truet med en pistol, før røverne stak af med værdier for 340.000 kroner.
Kvinde dømt for medvirken
En herboende chilensk kvinde blev samtidig straffet med tre et halvt års fængsel. Hun lejede et værelse ud til banden og blev dømt for medvirken til røveri. Hun bliver ligeledes udvist.
En stor del af kosterne fra mændenes tyvetogter er desuden blevet fundet i hendes kælderrum på Amager.
Tilsyneladende har de chilenske tyve haft hele Sjælland som deres territorium. Der blev fundet stjålne koster fra blandt andet Farum, Gentofte, Slagelse, Solrød Strand, Hillerød, Roskilde, Ringsted og Haslev hos kvinden.