Misrøgtede børns vilkår skal frem i lyset
To undersøgelser sætter fokus på anbragte børn. Deres vilkår kommer nu frem i lyset.
Hvordan har de misrøgtede og ofte tvangsfjernede børn det i dagens Danmark. Det kommer der formentlig svar på om kort tid, når konklusionerne fra to undersøgelser kommer frem i lyset.
De to nye undersøgelser skal vise, hvordan de tvangsfjernede børn har det hos plejefamilier eller på deres opholdssteder, hvorvidt kommunerne gør det godt nok i tilsynet og ikke mindst, hvordan de måske svigter.
Resultaterne af undersøgelserne ventes senest omkring nytår.
Det drejer sig dels om en undersøgelse, som Børnerådet satte i gang kort efter sommerferien efter byretsdommen i Brønderslevsagen. Som led i undersøgelsen er 100 anbragte børn blevet udspurgt.
Blev selv misrøgtet
Børnerådet har fået penge af Socialministeriet til at gennemføre interviewene af de mange børn.
Tilsvarende er Ankestyrelsen i gang med en større undersøgelse, der omfatter mange anbragte børn placeret i plejefamilier eller på døgninstitutioner. 10 kommuner indgår i undersøgelsen.
Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, siger, at hun ikke kender de foreløbige resultater af de to undersøgelser.
- Men at de bliver lavet viser jo, at der er en bekymring for, at tilsynet med opholdsstederne ikke er godt nok. Vi tror dog heldigvis på, at de fleste børn har det godt, siger hun.
Børnerådsformanden har for nylig udgivet bogen "Zornig - vreden er mit mellemnavn", hvor hun for første gang beskriver, hvordan hun selv blev misrøgtet som barn.
Beskrivelserne minder meget om dem, der er gengivet af børnene i retten i Brønderslevsagen.