Annonce
Indland

Mange dommere oplever problemer med tolke

Tolkningen i retssale er ofte for dårlig, og det er skidt for retssikkerheden, mener forsker og advokat.

Arkivfoto: Colourbox.com

Mangel på uddannede tolke udgør en trussel mod retssikkerheden i de danske retssale. Det er konklusionen i en ny forskningsrapport fra Aarhus Universitet.

Konklusionen bygger blandt andet på en spørgeskemaundersøgelse blandt landets dommere. Tre ud af fire dommere siger ifølge undersøgelsen, at de har oplevet problemer med tolken under en retssag.

- Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, siger ph.d. og lektor Tina Paulsen Christensen, som har foretaget undersøgelsen.

- En fremmedsproget tiltalt i en straffesag har samme krav som en etnisk dansker på at forstå, hvad han er anklaget for, og på at blive forstået, når han forsvarer sig, siger hun.

Mange uden uddannelse

Otte ud af ti tolke, som medvirker i retssager, har ikke nogen uddannelse som tolk. Forsvarsadvokaternes formand Henrik Stagetorn er enig i, at det er et problem.

- Det er helt oplagt et problem, når tolkningen ikke er god nok. Og det sker jo desværre indimellem, siger han.

Ifølge Domstolsstyrelsen medvirkede der i 2010 en tolk i 4774 straffesager. Det svarer cirka til en fordobling af antallet af tolkesager på to år.

For få uddannes

Forskerne konkluderer, at ondets rod bunder i uddannelse af alt for få tolke. Løsningen er på langt sigt at få uddannet flere tolke.

På kort sigt mener Tina Paulsen Christensen, at det eksisterende kursus til retstolke, der i dag blot varer en enkelt dag, bør udvides. Derudover skal der være et økonomisk incitament for tolkene til at uddanne sig.

- Vi skal gøre det økonomisk attraktivt at tage en uddannelse for tolke, der medvirker ved domstolene. Det er det ikke i dag. En af tolkene har skrevet til mig, at hans timeløn for at arbejde ved domstolene er 180 kroner.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her