Københavnernes juletræ er fældet
Miljøminister Ida Auken (SF) var mandag i skoven for at fælde en 50-årig rødgran.
En 50-årig rødgran måtte mandag lade livet, da den er blevet udvalgt som juletræ og skal pryde Rådhuspladsen i København.
Det var miljøminister Ida Auken (SF), der sammen med Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) var i skoven for at fælde træet.
Københavns Kommune har bestilt juletræet til Rådhuspladsen hos Naturstyrelsen, der hører under Miljøministeriet.
Fra bæredygtig skov
"Vi har fundet et meget smukt og tæt grantræ til københavnerne, der kan sprede god stemning i julemåneden. Grantræet kommer fra en af statens bæredygtige skove, hvor der ikke bruges sprøjtemidler, og hvor der tages særligt hensyn til dyr og planter, så det stråler selv uden lys og pynt," siger miljøministeren i en pressemeddelse.
Træet, som Ida Auken hjalp med at fælde, er cirka 23 meter højt og har groet i den nordlige del af Store Dyrehave i Hillerød. Det er ikke klippet til eller formet kunstigt.
Tæding den 27. november
Med ude for at hente det var også Københavns teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.
"Det bliver sikkert et kulturchok for træet at komme til storbyen. Men jeg ved, at både store og små københavnere glæder sig til at se træet kaste sin glans over Rådhuspladsen i julemåneden," siger Ayfer Baykal.
Træet køres tirsdag på blokvogn til Rådhuspladsen, hvor Københavns Kommune vil pynte træet.
Det bliver tændt den 27. november - første søndag i advent.