- Opdateret 17/11/2011 kl. 14:16
Kender du manden fra Møns Klint?
Politiet offentliggør nu billedet af mand, som blev fundet død ved Møns Klint.
Den 8. november fandt politiet liget af en mand, som var styret ned fra Møns Klint.
Politiet har siden forsøgt at få manden identificeret, men uden held.
Derfor har man nu valgt at offentliggøre et billede af den døde i håbet om, at det kan hjælpe med at sætte et navn på ham.
Har udtømt alle muligheder
"Det er ikke noget, vi gør normalt, men vi har udtømt alle muligheder," siger kriminalassistent Niels Windahl Pedersen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til jp.dk.
Intet tyder på, at han har været udsat for en forbrydelse, og politiet formoder, at der er tale om et selvmord.
Mandens signalement er blevet forsøgt matchet med Rigspolitiets register over savnede personer, men forgæves.
Er formentlig ikke udenlandsk
Politiet formoder ikke, at han er fra udlandet, "men vi kan ikke udelukke det," siger Niels Windahl Pedersen.
Manden var 45 til 55 år gammel, 165-170 cm høj og spinkel af bygning. Han var velsoigneret og havde tyndt, rødligt hår - formentlig farvet.
Han var iført sorte Lee-cowboybukser, hvid undertrøje, flerfarvet bluse, grå vindjakke med rød kant, boksershorts af mærket Calvin Klein og Ecco-sko i størrelse 40.
Eventuelle henvendelser kan ske til Lokalpolitiet i Vordingborg, på tlf. 55351448 eller til kriminalassistent Niels Windahl Pedersen på tlf. 4132 8495.