To danske soldater såret
Soldaterne blev ramt af en sprængladning under patrulje.
To danske soldater blev i formiddags lettere såret ved påkørsel af en sprængladning. De pårørende er underrettet, oplyser HOK, Hærens Operative Kommando, i en pressemeddelelse.
Soldaterne var med deres enhed på patrulje nær patruljebase Hazrat, da en sprængladning blev udløst.
De modtog førstehjælp på stedet, og kort efter blev de begge fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. De er indlagt til observation, men forventes udskrevet til egen enhed i morgen.
Begge har selv talt med deres pårørende, og de har det efter omstændighederne godt.
De sårede soldater kommer fra Bravo-kompagniet, der består af soldater fra Gardehusarregimentet i Slagelse.