»Jeg hører ikke skrigene«

Med laserstyring fra flere kilometers højde rammer bomben præcis. En skydende kampvogn med kanonrøret pegende mod civile forsvinder pludselig i en sky af ild, røg og sand. I cockpittet sidder Thomas Kristensen, som er dansk F-16-pilot.

Han befinder sig over Libyen, har trykket på knappen og følger bomben hele vejen for at se, om der er effekt i målet. Ikke ved at sidde og kigge ud ad vinduet, men på en lille skærm foran sig. Men hvad sker der på jorden?

Forskånet for meget

Hvordan ser der ud inde i kampvognen, hvor både en kører, vognkommandør, skytte og hjælper formentlig er dræbt af bomben? Og hvordan har piloten det med den rædsel, som han skaber?

”Jeg er forskånet for meget, fordi jeg kun ser det hele på en lille skærm fra stor højde. Jeg hører ikke råbene og skrigene eller ser armene ryge til højre og venstre. Jeg lugter ikke brændt kød, men ser udelukkende på en lille sort-hvid skærm, at jeg ramte en pick up truck eller en kampvogn. På den måde er det selvfølgelig nemmere for mig at distancere mig fra det. Man skal bare huske på, at når man går i krig, er det noget forbandet skidt, som der ikke er noget godt at sige om. Hvis man tror, at man kan gå i krig uden at slå mennesker ihjel – så glem det,« siger Thomas Kristensen.

Præsenterer bog

Jp.dk møder ham i København, hvor han fredag optrådte på Bogforum for at præsentere sin nye bog ”F-16 – Oplevelser på danske vinger”. Bogen er blevet til sammen med forsvarets fotograf Henning Kristensen og giver et unikt indblik i nogle af de storslåede oplevelser, som danske F-16 piloter dagligt får ”på kontoret” med fri udsigt til himlen, skyerne og fædrelandet fra mange kilometers højder.

Men nu handler det om krigen i Libyen. Thomas Kristensen var der selv, kastede bomber, tog liv – og lever med det.

Et stort ansvar

Han fortæller, hvordan han flere gange har set Gaddafi-tro styrker skyde mod civile og på den baggrund selv besluttede sig for at kaste bomber. Et stort ansvar, som han ikke har nogen kvaler med.

” Når jeg beslutter mig for at kaste en bombe her og nu, er det jo ikke, fordi der holder en pick up truck i et vejkryds. Så er det, fordi den er i gang med at gøre noget, som skader andre mennesker. Så er det faktisk en voldsom tilfredsstillelse at redde andres liv,” siger han.

Det skyldes ikke mindst sikkerheden for, at han gør det rigtige. Hvis scenariet på jorden var utvetydigt, kunne piloten iført et stærkt dansk mandat fra Folketinget selv vælge at engagere fjenden. Var han i tvivl – ja så var han aldrig i tvivl.

Tvivl

”Når man træffer en beslutning, er man ikke i tvivl. For hvis man er det mindste i tvivl, er der nogle andre, der må træffe beslutningen for en. Det er en egentlig meget rart. Det betyder også, at når man træffer sin beslutning, er man 100 pct. fokuseret på, at den bombe skal ramme den bygning eller kampvogn. Man er godt klar over, at mennesker bliver slået ihjel,” forklarer han.

Selv om bombetogterne var dødelig alvor, havde de også sin egen rytme, som kunne få tankerne hen på noget helt andet end krig og ødelæggelse. Forud for hvert bombetogt gik en lang forberedelsesfase, hvor koordination med sin wing-man og andre fly fra koalitionen var helt afgørende for succes. I nogle missioner var langt over 30 fly engageret på skift i en plan, som var planlagt minutiøst. For at få effekt med bombe X, skulle bombe Y eksempelvis ramme 20 sekunder før og detonere med forsinkelse.

En form for ballet

”Det er virkelig kritisk, at bomberne bliver kastet på det rette tidspunkt. Vi har selvfølgelig masser af hjælpemidler, som siger, at bomben vil ramme på det her tidspunkt. Men timingen og samarbejdet med de andre fly er nærmest som en form for ballet. Alt skal koordineres og times, og intet er overladt til tilfældighederne,” fortæller Thomas Kristensen, som har været imponeret over præcisionen af bomberne.

”Jeg har været måbende over, hvor sindssygt præcise vores GPS-bomber har været. GPS-bomber smider man mod stationære mål, og når man først har smidt dem, kan man ikke gøre noget ved dem. Når man har de rigtige koordinater med hjemmefra, så sidder de i den udsugningsskakt, som de skal. Det er meget tilfredsstillende at tage af sted og så have den tillid til våbnene. Man ved, at de virker.”

Meget forskellige missioner

Thomas Kristensen fortæller, hvordan missionerne over Libyen var meget forskellige. Fra de helt intensive, ”hvor der virkelig var knald på” til de helt stille ture, hvor der ikke skete noget. Men de hørte ifølge piloten til sjældenhederne. Selv om de voldsomme bombardementer skete flere kilometer under piloterne, som efterfølgende kunne flyve til Sicilien og træde ud på Sigonella-basen i et fredeligt Italien, gav de også stof til eftertanke.

” Nogle af de gange, hvor der virkelig havde været gang i den, fik jeg nok. En dag tog jeg til gudstjeneste hos feltpræsten, selv om jeg aldrig går i kirke hjemme. Man skal lige have clearet hjernen, og det snakkede vi meget om. Men det var noget, alle tog meget alvorligt. Man står ikke og morer sig, hvis man kan se, at folk er kommet til skade,” fortæller Thomas Kristensen.

Læs mere om bogen her (eksternt link)