Rapport afslører svindel og humbug
Kulegravning af efteruddannelseskurser i AMU-centre viser, at der bliver svindlet med pengene.
Gode tilskud og frihed til selv at tilrettelæge kurserne er endt i svindel med AMU-midler. Det viser en kulegravning, som Undervisningsministeriet har gennemført.
- Svindel og misbrug med AMU-systemet er uacceptabelt, og jeg vil slå hårdt ned på de konkrete tilfælde, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).
Ifølge rapporten har gunstige tilskud og store frihedsgrader for lokal tilrettelæggelse og udlicitering medvirket til misbrug og svindel.
Minister varsler flere indgreb
- Jeg har bedt interessenterne om kommentarer til rapportens indhold. Herefter vil jeg tage stilling til, om der er behov for flere initiativer for at forhindre misbrug, siger hun.
I 2009 blev der fundet snyd i ni tilsynssager om AMU-kurser. Det tal røg op på 35 for perioden 2010 til udgangen af marts i år.
Ifølge kulegravningen har flere virksomheder fået udbetalt kursusgodtgørelse, selvom de ansatte arbejdede fuldtid og først gik på kursus efter fyraften.
Falske kursustilmeldinger
Kurser i kommunikation, samarbejde og teambuilding har været misbrugt i særlig grad. Virksomheder har holdt private eller interne kurser for de ansatte under dække af AMU-efteruddannelse.
I særligt alvorlige sager er der mistanke om bedrageri ved brug af falske kursustilmeldinger, skriver Fagbladet 3F.
Danske Erhvervsskoler har opfordret til, at der kom en certificeringsordning af de private konsulenter. Det vil øge kvaliteten og give mulighed for sanktioner, hvis reglerne bliver overtrådt, mener de.
Rapport sendt til høring
Kulegravningsrapporten er netop sendt i høring hos de involverede parter på voksen- og efteruddannelsesområdet.
Den tidligere regering strammede godtgørelsesloven og satte i april 2011 en kulegravning af AMU-systemet i gang.
AMU står for arbejdsmarkedsuddannelse og består af mange forskellige erhvervsrettede voksenuddannelser og efteruddannelser, som primært er målrettet faglærte og ufaglærte.