Fortsæt til indhold
Indland

Amagermand sigtes for ny sexforbrydelse

Den såkaldte Amagermand sigtes nu for, at have tvunget sig til oralsex med en 47-årig kvinde.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Denne gang sigtes "Amagermanden" for et groft seksuelt overfald, der fandt sted den 22. juli 2007, da en 47-årig kvinde blev overfaldet ved Vangede Kirke.

"Der er flere ting, der gør sig gældende som baggrund for den nye sigtelse. Det er ikke kun den dog svage dna-erklæring fra overfaldet dengang - altså der var ikke fuldt match på dna-sporene men et delvist match - men også hele hans modus og fremgangsmåde samt hans færden omkring gerningstidspunktet, hans gøren og laden og tekniske spor, som begrunder mistanken imod ham. Derfor er han blevet sigtet for anden kønslig omgang end samleje i sagen fra 2007," forklarer vicepolitiinspektør Hans Erik Raben fra Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

Tvang til oralsex

Gerningsmanden snørede et bælte rundt om kvindens hals og tvang hende til oralsex. Herefter truede han med at slå hende ihjel, hvis hun ikke ventede et kvarter, før hun rejste sig.

Samme fremgangsmåde blev benyttet mod en 17-årig pige, der blev voldtaget i en kolonihave på Amager i 2010. Den sag er manden fra Amager også sigtet i. Pigen fik at vide, at hun skulle tælle til 5.000, før hun måtte rejse sig.

Amagermanden har fået sit tilnavn, da han her sigtet for to drab og seks voldtægter, hvoraf hovedparten er foregået på Amager. Han er sigtet for:

  • i 1987 at have kvalt en 73-årig kvinde i Valby
  • i 1990 at have kvalt en 40-årig kvinde i Fasanhaven på Amager
  • i 1995 at have voldtaget og frihedsberøvet fire piger/kvinder på 14, 14, 15 og 23 i en villa på Amager
  • i 2005 at forsøge at voldtage en kvinde på Amagerkollegiet
  • og sagen fra 2007 om sexovergreb.

Endvidere er han sigtet for et par røverier.