17-årig fundet med snørebånd om halsen
Mystisk sag fra Tønder, hvor ilde tilredt pige blev fundet på parkeringsplads i nat.
Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder netop nu med en sag fra Tønder, hvor en 17-årig pige i nat klokken lidt i fem blev fundet med sit eget snørebånd stramt om halsen og indholdet af sin pung spredt ud over sig.
Pigen var ifølge anmelderen ilde tilredt mentalt, men politiet har ikke fundet fysiske skader på hende, ud over at hun altså havde sit snørebånd viklet stramt om halsen. Pigen er endnu så forkommen, at politiet ikke har kunnet afhøre hende. Pigen er ikke i livsfare
"Vi ved ikke, hvad der er sket. En person fandt hende i bunden af en parkeringsplads på Jernbanegade i midten af Tønder. Denne person kender pigens mor og ringede til hende, og moren kontaktede efterfølgende politiet," siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Hillerup, til jp.dk.
Stærkt ophidset
Han forklarer, at pigen var stærkt ophidset, ked af det og påvirket af alkohol, da politiet nåede frem. Politiet frygter, at der er sket en forbrydelse, men pigen har endnu ikke kunnet forklare, hvad der er sket.
"Vi har teknikere på stedet for at undersøge det, og hun er også blevet undersøgt for tegn på voldtægt. Vi har endnu ikke svar på, om hun er blevet voldtaget, men hun havde tøj på, da hun blev fundet," siger Ole Hillerup.
Politiet håber, at pigen senere vil være i stand til at forklare, hvad der er sket med hende.