Tre mænd anholdt for stribe af rå røverier
Politiet har haft held med målrettet aktion mod mændene bag flere røverier i København.
En målrettet indsats mod de røverier, der har hærget dele af København, er nu endt med, at tre unge mænd er anholdt.
De tre fremstilles fredag eftermiddag i Dommervagten.
De er blandt andet sigtet for et voldsomt røveri for få dage siden, hvor en mand blev standset, da han om aftenen kom cyklende på en sti ved Rektorparken i Valby.
Han blev truet til at lægge sig ned og fik en pistol stukket i nakken, mens røverne truede ham med, at de ville bortføre ham og holde ham skjult i flere dage, hvis ikke de fik hans værdier.
Hævede 38.000 kr.
Det lykkedes efterfølgende gerningsmændene at hæve 38.000 kroner på offerets dankort.
Ifølge efterforskerne på Station City kan de tre mænd også sættes i forbindelse med flere andre røverier mod forretninger på Vesterbro i sidste uge.
Det gælder røveriet mod en thairestaurant i Valdemarsgade, en sushibar på Sønder Boulevard samt en grillbar. Typisk kom to eller tre mænd bevæbnet med pistoler og baseball-køller ind og truede personalet til at udlevere omsætningen.
I grillbaren tog røverne dog ikke kun pengene - de stak også af med en håndfuld Cocio-kakaomælk.