Pas på falske tusser i Vejle-området
Se godt efter, hvis du får store sedler i hænderne, råder politiet.
Mindst tre tilfælde af falskmøntneri i Vejle-området får politiet til at bede borgerne om at være på vagt.
Ifølge vicepolitikommissær Jens Møller Pedersen er 1000 krone-sedlerne i en kvalitet, der burde få alarmklokkerne til at ringe hos agtpågivende modtagere.
”Man kan godt fornemme, at papiret er af en anden type, end den ægte sedler er trykt på,” siger vicepolitikommissæren, der dog tilføjer, at sedlerne har været af en så god kvalitet, at det først er i banken, de er blevet opdaget.
”Hvis det går stærk i en butik eller i nattelivet, kan man nemt blive snydt,” siger Jens Møller Pedersen, som anbefaler at ansatte på barer og diskoteker ser godt efter, når de i weekenden får store sedler som betaling.
Manglende mønster
Politiet ved endnu ikke, om sedlerne stammer fra den samme producent, eller om der er flere falskmøntnere i sving i området.
Sedlerne er nu sendt videre til eksperter, der skal undersøge dem nærmere.
Vi har endnu ikke fundet et mønster i brugen af sedlerne endnu,” siger politikommissæren.
Hårde straffe
Strafferammen for professionelt falskmøntneri er op til 12 års fængsel, og dommene på området er som regel alt andet end milde.
Forklaringen på, at falskmøntneri straffes hårdt, er ifølge professor Lars Bo Langsted fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet, at falske penge kan skabe mistillid til et lands betalingsmidler.
Vicepolitikommissær Jens Møller Pedersen tvivler dog på, at det er professionelle falskmøntnere, der står bag sedlerne i Vejle.
”Det er for tidligt at sige, men det kunne tyde på, at personen eller personerne er lidt amatøragtige,” siger Jens Møller Pedersen.