Hårde kriminelle lever frit på nettet
Indespærrede sexforbrydere kan boltre sig og chokere omverdenen med chat, mails og opkald.
En børnefamilie i Svendborg er lamslået over, at en hærdet sexforbryder og pædofilidømt udgav sig for den 10-årige datters lærer på Facebook og sendte barnet nøgenfotos af sig selv, ligesom han med vulgære udtryk bad hende returnere med fotos af sig selv.
På behandlingsinstitutionen Kofoedsminde, hvor den pågældende er spærret inde på en sikret afdeling, kan forstanderen Hans Chr. Hansen konstatere, at han og personalet ikke kan gøre noget for at hindre sådan en dybt ulykkelig situation.
Flere eksempler
Den dømte pædofiliforbryder er ikke den eneste, der har forset sig med mobil, computer og internet.
"Det er trods alt et mindretal, men vi har undertiden eksempler, hvor vi må konstatere, at vi ikke kan gøre noget," siger han til jp.dk.
Den 60-årige forstander siger, at love og regler slet ikke er fulgt med udviklingen, og at der bør gøres noget for at bremse ulovlighederne.
Derfor glæder han sig over, at socialminister Karen Hækkerup nu har givet tilsagn om at arbejde på at få bremset trafikken.
"Jeg er sådan set ligeglad med, om vi rent lokalt skal kunne gribe ind, om det skal gå gennem regionen, eller der skal lovgives. Der skal bare ske noget andet end det, vi oplever i øjeblikket."
Lukket land i fængslet
For normaltbegavede kriminelle, der kommer i fængslet gælder, at indsatte i lukkede afdelinger ikke må have hverken mobil eller pc. Har de det alligevel, er det smuglet ind til dem.
I åbne fængsler er der i visse tilfælde mulighed for at komme på internettet i forbindelse med arbejde eller uddannelse.
Frit slag på institutioner
Drejer det sig om en udviklingshæmmet kriminel, som ikke ender i fængsel men på en behandlingsinstitution som Kofoedsminde i Rødby, er forholdene langt bedre.
Her hører de kriminelles forhold i dagligdagen ikke under kriminalforsorgen men Socialministeriet.
På en behandlingsinstitution som Kofoedsminde tilstræbes et liv tæt på en normal hverdag, og her har de i princippet samme mulighed som alle andre uden for murene.
Derfor må de have alt det elektroniske grej.
Det sker til trods for, at de rent fysisk er spærret inde og højst må bevæge sig tre timer uden for murene under ledsagelse af personale.
Alle er online
Stort set alle 32 udviklingshæmmede, hårde kriminelle i de sikrede afsnit på Kofoedsminde har mobiltelefon og op til flere computere.
De kan ringe, besvare opringninger, surfe, chatte og drøne rundt på Facebook. De kan downloade ulovligt materiale som f.eks. børneporno og sende det rundt.
De kan tage fotos, sende dem videre og selv modtage.
Kun hvis ulovlighederne opdages, skrider politiet ind.
Nyttesløs konfiskation
Computeren kan som led i f.eks. omgang med børneporno på nettet konfiskeres.
"Men tit får de computeren tilbage, når politiet har tjekket den, eller de kan bruge en anden pc. Det er ulykkeligt og uholdbart," siger Hans Chr. Hansen.
"Frygtelig oplevelse"
Forstanderen på Kofoedsminde forstår udmærket familien fra Svendborg, hvis datter blev konfronteret med sexforbryderens nøgenfoto og grænseoverskridende opfordringer.
"Det er en frygtelig oplevelse. De må spekulere på, om han også kan finde frem til dem, hvis han slippes fri, eller om han gør det igen," siger Hans Chr. Hansen.
Noteres i journalen
En behandlingsdømt, som opfører sig ulovligt, vil komme til at mærke en konsekvens, siger han. Søger den pågældende om overførsel til den åbne afdeling eller om udgang, vil hans adfærd kunne forhindre det eller udskyde en stillingtagen til hans ansøgning.
Hvis altså forbryderens fortsatte ulovligheder opdages.