Ejer du et stykke regnskov?
Fra 1989-1992 købte 200.000 danskere et stykke regnskov. Se her, hvad der skete med jorden.
Op gennem 1990'erne fortsatte regnskovskøberiet, som både gav et certifikat og god samvittighed.
Efterhånden gik danskernes opmærksomhed dog mod andre trængte områder af verden, men selv om certifikaterne måske blev pakket væk, står regnskovsområderne stadig.
I foråret 2011 tog fotograf Julie Helquist rundt i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og Ecuador for at dokumentere danskernes regnskove for organisationen Verdens Skove - tidligere Nepenthes.
Køb regnskov igen
Se billederne her (eksternt link)
Fra 1989 til 1992 blev der opkøbt regnskov i Tortuguero, Costa Rica, mens man fra 1993 til 2009 lagde pengene to steder i Ecuador.
Og nu kan danskerne atter købe regnskovscertifikater i Nicaragua, som er et af de steder, hvor fældningen går hurtigst.
"Nogle tror, at danskerne er trætte af at høre om klimaforandringerne. Vi tror nærmere, at de er trætte af ikke at kunne gøre noget effektivt ved dem. At købe et regnskovscertifikat er en meget direkte handling for at bremse klimaforandringer, som alle kan være med til,” siger Kristian Jørgensen, formand for Verdens Skove.
Regnskov i Aarhus
For 200 kr. får man 953 kvm regnskov.
Kampagnen, der skal give regnskovscertifikater under juletræet, indledes med 10 dages foredrag, koncerter, hygge, ansigtsmaling og historieoplæsning på Godsbanen i Aarhus, som omdannes til en mindre regnskov fra den 14. til den 23. november.
Samtidig vil der også være koncerter i København og Herning.