Far nægter at have solgt døtre
Fire mænd er tiltalt for seksuelt misbrug af to unge piger i Vejle. Alle nægter sig skyldige.
- Jeg forstår slet ikke, hvorfor mine døtre anklager mig for disse ting.
Ordene kommer som en tung mumlen bag det gråsprængte fuldskæg, og den 49-årige mand kigger på dommeren gennem de tykke brilleglas.
Det er første dag i retssagen mod ham ved Retten i Kolding. Her er han anklaget for at have solgt sine to døtres seksuelle ydelser til tre andre mænd for penge og stoffer i årene 2002-2003.
I et enkelt tilfælde skulle han også selv have haft samleje med den yngste datter. Dengang var hun otte eller ni år gammel.
Alle nægter sig skyldige
Faren nægter sig skyldig i alle anklager. Det samme gør sig gældende for de tre medtiltalte, hvoraf den ene er farens 54-årige storebror.
Ifølge anklageskriftet fandt overgrebene primært sted i en kolonihave i Vejle. Kolonihaven var dengang ejet af farens mor og stedfar, men var også et yndet opholdssted for blandt andre faren, hans bror og flere i deres omgangskreds.
Flere gange var de to døtre, der dengang var omkring otte og 15 år, på besøg i weekenderne.
Drak sig fulde
I retten er det indtil videre kommet frem, at en af de tiltalte - en 42-årig bekendt til faren - ved en tidligere afhøring har forklaret, at både faren og hans bror ofte drak sig fulde i kolonihaven, og når det skete, ville den 54-årige bror gerne røre ved den ældste pige.
Når det skete, kom pigen til ham, og han fungerede som en slags beskytter for hende, fordi hun følte sig tryg ved ham. Intet af det ville han dog stå ved i retten mandag.
Omvendt har farens bror ved et tidligere forhør beskrevet en situation, hvor den 42-årige sad og holdt om den ældste datter, mens han kyssede hende. Den situation nægter begge mænd ligeledes i dag.
Den sidste tiltalte er en 54-årig grønlandsk mand, der boede i en nærtliggende kolonihave, og som ofte kiggede forbi. Han nægter, at han nogensinde har så meget som snakket med pigerne.
Pige indlagt efter selvmordsforsøg
Sagen kom i politiets søgelys i 2009, da den yngste datter åbnede op omkring overgrebene på en psykiatrisk afdeling i Aarhus. Her var hun indlagt efter et selvmordsforsøg.
Sagen fortsætter onsdag, hvor den ældste datter skal afhøres, ligesom anklageren har planer om at afspille en videoafhøring af den yngste datter.