Hele verden citerer danske forskere
Danske forskere er blandt de mest citerede i verden. Det er et tegn på høj kvalitet i dansk forskning.
Danske forskere er populære i udlandet. Faktisk så populære, at de er blandt de mest citerede i verden.
Det viser en undersøgelse fra NordForsk, som er et organ under Nordisk Ministerråd, der finansierer nordisk forskningssamarbejde og giver råd og idéer til nordisk forskningspolitik.
Danmark ligger 27 procent højere end verdensgennemsnittet og er bedst blandt de nordiske lande. Norge ligger i hælene på Danmark, mens Finland kommer ind som nummer tre i norden.
Især Danmarks Tekniske Universitet (DTU) bliver citeret meget. Universitetet ligger hele 40 procent over verdensgennemsnittet.
Kvalitet i top
De mange referencer til danske forskere og undersøgelser er et tegn på, at kvaliteten af den danske forskning er i top.
Det er nemlig meget almindeligt at måle forskningskvalitet på, hvor mange gange en forskers publikationer bliver citeret af andre forskere.
Altså hvor tit forskerens videnskabelige artikler bliver brugt og refereret til af andre - som regel fagfæller.
Topplacering to steder
Den nye undersøgelse underbygger resultater fra den anerkendte Thomson Reuters Citation Science Index. Her indtager Danmark ligeledes en førsteplads.
Ifølge forskerne siger resultatet af den nye undersøgelse mere om nordisk forskning end de årlige kåringer fra Thomson Reuters Citation Science Index, Times Higher Education og World University Ranking.
- Der findes mange internationale rangeringer af forskningsresultater, men de bygger alle på forskellige vurderinger og giver meget varierende resultater, siger projektleder Frederik Piro.
Rapporten omfatter i alt 40 nordiske universiteter og 23 universitetssygehuse.