26-årig anholdt for voldtægt i København
19-årig pige fik taget kvælertag og blev voldtaget af bekendt, som politiet nu har anholdt.
Københavns Politi har anholdt en 26-årig mand fra Indre By og sigtet ham for voldtægt af en 19-årig kvinde i mandens lejlighed.
- Pigen anmeldte i går eftermiddags, at hun natten til tirsdag var blevet voldtaget af manden i lejligheden, siger vicepolitikommissær Jan Høier Mogensen fra Station City.
Offeret og gerningsmanden havde kendt hinanden i en måneds tid, da manden ifølge sigtelsen tog kvælertag, slog og voldtog kvinden to gange.
Hård sex
Den 26-årige erkender at have haft "hård sex" med kvinden, men nægter at det skulle være voldtægt.
Han fremstilles onsdag i Københavns Dommervagt med krav om varetægtsfængsling.