- Opdateret 24/05/2011 kl. 15:01
Vulkanudbruddet i Island aftager
Askesøljen fra vulkanen Grimsvötn er faldet fra 20 km til blot 5 km, siger en vulkanolog.
Mens asken fra Grimsvötn blev spyet 20 km op i luften, da udbruddet gik i gang med eksplosiv kraft lørdag, er askesøjlen nu kun 5 km.
"Intensiteten daler, så det er bare gode nyheder. Vi er nok nede på omtrent 1 pct. aske, i forhold til da udbruddet startede," siger vulkanolog Rikke Pedersen fra Nordisk Vulkanologisk Institut i Island til jp.dk.
Ifølge Rikke Pedersen spyede vulkanen 12.500 tons aske pr. sekund, da udbruddet var på sit højeste. Og selv om der stadig kommer aske ud af vulkanen, er det nu under 125 tons pr. sekund.
Blæst kan få betydning
Olof Baldursdottir, som er talskvinde for Islands Meteorologiske Institut, siger til Ritzau, at kraftig blæst kan få betydning for, hvor højt asken når op.
Indtil videre blæser asken sydpå, men Olof Baldursdottir siger til Ritzau, at et fly skal i luften ved vulkanen tirsdag for at indsamle data.
Rikke Pedersen understreger, at udbruddets indledende intensitet betyder, at der stadig er en del aske i de højere luftlag, som vil blive fordelt de næste par dage.
"Men som det ser ud i øjeblikket, er det ikke noget, der fortsætter. Jeg er dog ikke så glad for at spå om fremtiden," siger hun.
Danmark også ramt
Asken har skabt problemer for lufttrafikken i Island, Grønland, Skotland, Irland og det nordlige England.
Den danske luftfartsmyndighed Naviair har besluttet at forlænge og udvide en delvis lukning af det danske luftrum.
Det gælder den del, der ligger under seks kilometers højde i den nordlige del af Nordsøen, Skagerak, en del af Thy og nordvest for Aalborg. Luftrummet vil foreløbig være lukket til kl. 16.
Man forventer dog ikke, at det vil få betydning for flytrafikken.
Svært at forudsige stop
Sidste år blev flere end 100.000 flyvninger aflyst, og 8 millioner passagerer strandede, da aske fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull skabte problemer for flytrafikken.
Baldursdottir siger til Ritzau, at det er meget svært at forudsige, hvornår Grimsvötn-udbruddet stopper. Den er Islands mest aktive vulkan og var i perioden fra 1922 til 2004 i udbrud ni gange.
Normalt har udbruddene dog været korte.
LÆS OGSÅ: SAS kan flyve i moderate askezoner