SAS kan flyve i moderate askezoner
Det går an at flyve med nogle fly, mens det ikke går med andre, siger ekspert om askesky.
Både SAS og Norwegian ansøger tirsdag om tilladelse til at få fly ind i områder med moderat askekoncentration, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Selskaberne havde tirsdag formiddag møder med det norske Luftfartstilsyn i Bodø sammen med flere andre operatører inden for norsk luftfart.
Selskaberne kan få tilladelser til at flyve i områder med middel askekoncentration - mellem to og fire milligram aske per kubikmeter luft.
- Vi har en repræsentant i Bodø med ansøgningspapirerne, oplyser informationschef Knut Morten Johansen i SAS til NTB.
Tilladelse til hele Skandinavien
Ved behandlingen af ansøgningerne er det afgørende, om fly- og motorproducenterne har givet grønt lys for flyvninger i områder med aske i luften. Ifølge Knut Morten Johansen er dette på plads for alle SAS' fly.
Det norske luftfartstilsyn har myndighed til at udstede tilladelser, som gælder i hele Skandinavien og dermed også i Danmark, oplyser SAS' pressechef i Danmark, Mikkel Thrane.
Det norske luftfartstilsyn modtog en ansøgning fra Norwegian tirsdag morgen, skriver Dagbladet.no. De fleste norske selskaber har efter askeproblemerne sidste år allerede tilladelse til at flyve i områder med lav askekoncentration.
- Det går an at flyve med nogle fly, mens det ikke går med andre. Det er den situation, som vi kommer til at have. Med de nye regler erklæres der ingen flyforbudszone, siger kommunikationsdirektør Ove Narvesen i Avinor til NTB.
Ingen trafik
Han påpeger, at det var enklere under sidste års vulkanudbrud. Da blev der indført flyforbudszone, og dermed var der ingen trafik.
Der er tre forskellige zoner med askekoncentration: rød, grå og blå. I rød zone er askekoncentrationen højest, og den er dermed et fareområde. Der findes ifølge Avinor ingen europæiske flyselskaber, som har lov til at flyve i denne zone.
- Men med hensyn til den grå zone er der bogstaveligt tale om en gråzone. Man kan flyve der, hvis man har tilladelse fra Luftfartstilsynet, siger Ove Narvesen.