Fyret for at ignorere pædofil-mistanke
En tilsynsførende hos Nordfyns Kommune er blevet fyret efter sag, hvor en dagplejers kæreste var pædofil.
Forældre i Nordfyns Kommune er lettede over, at kommunen nu drager en konsekvens af sagen, hvor en dagplejers kæreste var pædofil.
Kommunen har valgt at fyre en tilsynsførende for at have svigtet sit ansvar, skriver Fyens Stiftstidende fredag.
- Det er dejligt, at borgmesteren indrømmer, at de har lavet en fejl. Det gjorde ondt, at de blev ved med at fastholde, at de havde gjort, hvad de kunne, siger en forælder til et af de børn, der blev passet hos dagplejeren, der lod sin pædofile kæreste have sin gang i dagplejerhjemmet.
Pædagog blev fyret
For to måneder siden henvendte moderen sig hos kommunen med mistanke om, at hendes søn havde været udsat for et seksuelt misbrug hos sin dagplejer. Hun blev blankt afvist af den tilsynsførende.
Henvendelsen blev ikke noteret nogen steder, selv om kommunens ansatte har pligt til det. Det måtte den tilsynsførende pædagog i går bøde for med sit job.
- Der er sket en pligtforsømmelse i en sådan grad, at ansættelsesforholdet ikke kunne fortsætte, fortæller borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V) til Fyens Stiftstidende.