- Opdateret 22/05/2011 kl. 10:35
Turist i livsfare - han spurgte om vej
En 36-årig svensker blev slået i hovedet med en jernstang, da han spurgte om vej i Helsingør.
En svensk mand på 36 år blev lørdag eftermiddag udsat for drabsforsøg i Helsingør, oplyser Nordsjællands Politi.
Svenskeren rettede henvendelse til en gruppe forbipasserende på Stubbedamsvej for at spørge om vej i området. Men i stedet for at få hjælp blev han tæsket af fire personer.
Den ene af personerne slog svenskeren i hovedet med en jernstang.
En person på fri fod
Svenskeren pådrog sig alvorlige kvæstelser i hovedet og blev efterfølgende indbragt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor hans tilstand søndag morgen fortsat er kritisk, oplyser Nordsjællands Politi til jp.dk.
Kort efter overfaldet, der skete omkring kl. 17.30, ankom politiet til stedet og anholdt tre personer. Der savnes stadig en person, hvis identitet er kendt. Ham leder politiet nu efter.
Ifølge vagtchef Henrik Suhr behandles sagen som et drabsforsøg.