Rekordmange benytter behandlingsgarantien
Flere end nogensinde benytter sig af behandlingsgarantien. Alligevel er det offentliges udgifter ikke steget.
Mere end 116.000 danskere har i 2010 sagt ja tak til regeringens tilbud om behandlingsgaranti, hvor den syge kan komme videre til et privathospital, hvis der er mere end 30 dages ventetid i det offentlige.
Det er det højeste antal, der har benyttet sig af behandlingsgarantien nogensinde, viser nye tal fra Sundhedsstyrelsen. Det skriver Altinget.
Professor i sundhedsøkonomi på Syddanske Universitet Kjeld Møller Pedersen er overrasket over den store stigning.
- De offentlige sygehuse har knoklet for at undgå, at patienterne har behov for at tage på privathospital. Men alligevel er tallet større end nogensinde, siger han.
I de foregående år var det kun henholdsvis 97.000 og 63.000 danskere, som blev behandlet på et privathospital på det offentliges regning gennem behandlingsgarantien. Før 2005 var antallet under 50.000 hvert år.
Men selv om 20.000 flere kom under kniven på privathospitalerne sidste år, var den samlede regning fra privathospitalerne den samme som året før - 1,2 milliarder kroner.
Det skyldes blandt andet, at hospitalerne har måtte operere til langt lavere priser end hidtil.
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kalder udviklingen i udgifterne for naturlig og forventelig.
- Privathospitalerne har ingen grund til at pive. De har fået flere patienter end nogensinde før. De må bare lave mere for at få den samme indtægt, siger han og fortsætter:
- Der sker en opbremsning i hele sundhedsvæsnet i disse år, og her må privathospitalerne også holde for.
I Brancheforeningen for privathospitaler og klinikker beklager man, at en del privathospitaler har måtte lukke som følge af de faldende priser.
- Men skatteyderne kan glæde sig, for de har fået mere for pengene, siger han.
Siden 2002 har patienter haft krav på behandling inden for to måneder. 1. oktober 2007 blev det nedsat til en måned. En måneds ventetid beregnes fra den dato, det offentlige sygehus modtager en henvisning fra lægen.