Mindst 13 døde i Tyskland

Den farlige VTEC-bakterie hærger stadig i Tyskland. Dog er antallet af nye syge faldende.

Artiklens øverste billede

Advarsler mod grøntsager i Tyskland blev mandag gentaget af lederen af Robert Koch-Instituttet i Berlin, Reinhard Burger.

Antallet af nye sygdomstilfælde i forbindelse med den farlige VTEC-bakterie er omsider begyndt at falde i Tyskland, men lægerne står stadig over for store udfordringer. Mange patienter har ud over nyreproblemer tiltagende neurologiske forstyrrelser.

87-årig kvinde

Indtil videre er mindst 13 mennesker døde i Tyskland af bakterien, som blev fundet på importerede agurker fra Spanien. Det er dog uklart, om grøntsagerne er blevet inficeret i Tyskland.

Det seneste dødsfald var en 87-årig kvinde fra Parchim området i det nordøstlige Tyskland, siger en talskvinde for sundhedsmyndighederne i Rostock. Kvinden døde lørdag. 11 af de 12 dødsofre for VTEC-bakterien var kvinder fra det nordlige Tyskland.

Flere hundrede under behandling

Adskillige hundrede mennesker er under behandling på hospitaler.

- Vi håber, at antallet af tilfælde falder, men vi frygter, at det vil stige, siger Oliver Grieve fra Universitets Sundhedscentereret i Slesvig-Holsten.

Der er 36 tilfælde af sygdommen i Sverige og 14 i Danmark. Desuden er der registreret et mindre antal tilfælde i Storbritannien, Frankrig og Holland. De er alle tilknyttet rejser og ophold i Tyskland.

De norske myndigheder oplyser mandag, at de har fundet bakterien i importerede agurker fra Spanien, men der er kun en person, som er indlagt til observation.

400 smittet i Hamborg

Det Europæiske Center for Forebyggelse og Kontrol af Sygdomme, ECDC, siger, at udbruddet er det største af sin art.

I Hamborg alene er flere end 400 mennesker mistænkt for at være smittet med den sjældne bakterie. Af dem har en fjerdedel fået den alvorlige følgesygdom HUS, der angriber nyrerne.

De farlige bakterier er fundet på grøntsager, og det har fået konsekvenser for handlen - blandt andet i den tyske delstat Niedersachsen.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen