Unge på højskole går glip af permanent ophold
Flygtninge kan ikke få permanent opholdstilladelse i tre år, hvis de tager imod tilbud om højskoleophold.
Tag på højskole og bliv afklaret og opkvalificeret til at tage en uddannelse.
Tilbuddet, som kommunerne med integrationsloven i hånden kan give til unge flygtninge, lyder som en win-win-situation.
Men det er det ikke, skriver Højskolebladet.
Højskoleopholdet blokerer nemlig for, at flygtningene kan få permanent opholdstilladelse.
Højskoletilskud er social ydelse
- Det er paradoksalt, at unge, der skal integreres, gennem for eksempel et højskoleophold, kommer i en situation, hvor de skal vælge mellem enten at blive integreret eller få permanent opholdstilladelse, siger Niels Glahn, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening.
Problemet er, at det ifølge integrationsloven ikke er muligt at få tildelt tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis man inden for de sidste tre år har modtaget en social ydelse.
Og støtte til et højskoleophold bliver betragtet som en social ydelse.
Paradokset har fået Ungdommens Uddannelsesvejledning i Thy, som hører under Thisted Kommune, til at holde op med at foreslå de unge et højskoleophold.
Men det er ikke med god vilje.
- Både uddannelsesmæssigt, personligt og integrationsmæssigt er et højskoleophold en gevinst, siger vejleder Benno Møller Hansen til Højskolebladet.