Svensk voldsoffer er udenfor livsfare
En 36-årig svensker, der i weekenden blev overfaldet med en jernstang i Helsingør, er udenfor livsfare.
Den 36-årige svensker, der i weekenden blev overfaldet i Helsingør, er udenfor livsfare, har lægerne på Rigshospitalet fortalt politiet.
- Ifølge lægerne er der dog stor risiko for, at han får svære følger efter overfaldet, siger vicepolitikommissær Morten Riisager-Pedersen fra Nordsjællands Politi.
Svenskeren blev overfaldet og gennembanket med en jernstang, da han lørdag eftermiddag spurgte om vej på Stubbedamsvej.
Efter overfaldet anholdt politiet fire mænd. Tre af dem blev løsladt tirsdag og onsdag.
- Vi løslod en 46-årig mand i går, og nu løslader vi to mænd på 22 og 24 år. De er fortsat sigtede i sagen, men vi har vurderet, at der ikke er grundlag for at kræve dem varetægtsfængslet, siger Morten Riisager-Pedersen onsdag.
Tilbage bag tremmer sidder den 20-årige, der angiveligt var den, der slog den svenske mand med jernstangen.
Ritzau