Ejer: Skal man tillade BZ-aktion?
Frustreret ejer af Søminedepotet i København undrer sig over politiets indsats i weekenden.
Hvis bare man er mange nok, så er det åbenbart i orden at besætte en bygning.
Og man skal åbenbart selv som privatperson sikre, at en ejendom ikke bliver besat.
Sådan lyder et par frustrerede udfald fra byggeselskabet Mogens de Linde, efter at op imod 1.000 aktivister i weekenden trængte ind på Søminedepotet på Christianshavn - vel at mærke uden at politiet greb ind.
Først tidligt mandag morgen kl. 05 valgte politiet at rydde Søminedepotet for aktivister. På det tidspunkt var der 11 tilbage.
"Den påtænkte besættelse af Søminedepotet havde været udmeldt af besætterne i en længere periode forud for selve besættelsen. I den forbindelse har der været samarbejde med politiet om iværksættelse af nødvendige foranstaltninger, der kunne sikre Søminedepotet mod besættelse. Vores opfattelse har derfor været, at politiet ville sørge for, at der ville blive taget hånd om den påtænkte besættelse, inden situationen udviklede sig til en egentlig besættelse," skriver Mogens de Linde i en pressemeddelelse.
Mogens de Linde hæfter sig ved, at politiet efterfølgende har opfattet aktionen med rydning af Søminedepotet som en succes.
"Som vi også kan forstå de foreløbige udmeldinger fra politiet, er situationen vel herefter, at man som privatperson skal tillade, at uønskede personer hærger en ejendom. Ydermere må konsekvensen da være, at man som privatperson selv skal sikre, at en ejendom ikke bliver besat.
Hvad skal man gøre?
Vores spørgsmål er herefter, om i hvilket omfang man som privatperson selv skal sikre sig mod hærværk og besættelser og hvilke modforholdsregler samt tiltag man da skal gøre?
Indtil der foreligger en afklaring herom, står man som privatperson mere eller mindre som statist og må se på, at begivenhederne udvikler sig," skriver Mogens de Linde i pressemeddelelsen.
Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Rasmus Bernt Skovsgaard forklarede mandag morgen til jp.dk, at det ville være forbundet med en stor risiko for en voldsom konfrontation med aktivisterne, hvis politiet var gået til angreb. Derfor valgte politiet helt bevidst at undlade indgriben i første omgang.
LÆS OGSÅ: Politiet: Vores strategi var en succes