Derfor fik BZ'erne frit spil
Politiet lod BZ'ere trænge ulovligt ind på privat grund. Sagen tages nu op i Folketinget.
På forhånd var der lagt op til uroligheder mellem politi og aktivister, da der lørdag eftermiddag var annonceret en besættelse af ejendommen Søminedepotet på Christianshavn.
Men urolighederne udeblev, for politiet lod de knap 1.000 BZ'ere og aktivister få frit spil og trænge ind på den private grund. Alt forløb således fredeligt, og de jublende unge mennesker holdt fest hele natten.
Søndag formiddag befinder en lille del af dem sig stadig på grunden, hvor der fortsat er roligt.
Ikke værd at skride ind
Men hvorfor lod politiet overhovedet aktivisterne besætte grunden, når det på forhånd havde gjort opmærksom på, at den ulovlige indtrængen kunne betyde bøde og op til seks måneders fængsel?
"Det var en afvejning af det forhold, at hvis vi skulle have holdt dem ude, så skulle vi formentlig have anvendt betragtelige mængder af fysisk magt. Og det skulle vi så holde op mod det, vi skulle have beskyttet, nemlig en tom grund, som lå øde hen," forklarer vicepolitiinspektør Jens Jespersen til jp.dk.
Han tilføjer, at aktivisterne objektivt set har gjort noget ulovligt.
"Det burde vi i politiet selvfølgelig gøre noget ved, men den samlede overvejelse har været, at det ikke har været værd at skride ind endnu," siger Jens Jespersen.
Fornuft over loven?
Under begivenhederne i går betegnede aktivisterne selv deres besættelse ved, at de har sat fornuften over loven.
Men det er ikke, hvad man har gjort i politiet.
"Nej, vi bevæger os inden for loven. Vi har ikke sat noget over loven, og loven er til for at blive overholdt. Men hvordan vi vælger at udøve loven, er en anden snak," siger vicepolitiinspektøren.
DF: Uacceptabelt
Hos Dansk Folkeparti forstår man ikke politiets taktik.
"Det er i vores optik helt uacceptabelt, at en gruppe tilfældige borgere bare kan trænge ind og sætte sig i besiddelse af et område, som de ikke selv ejer eller har ret til at betræde. Det er politiets opgave at sørge for, at borgere i det danske samfund kan have deres private ejendom i fred, også selvom unge lømler forsøger at lokke politiet ud i en konfrontation," siger partiets retsordfører Peter Skaarup, der nu vil rette henvendelse til justitsminister Lars Barfoed (K).
Politiet understreger dog, at Søminen ikke er et sted, aktivisterne får lov at befinde sig i al evighed.
"Vi vil gøre noget ved det, når vi synes, at tidspunktet er rigtigt," siger vicepolitiinspektør Jens Jespersen.
Aktivisterne skal ud
Om det er i morgen, om en uge eller om længere tid, vil han ikke komme ind på.
"De får ikke lov at sidde der i al evighed," gentager han.
Hvad er politiets aftale med Mogens de Linde, som jo ejer den besatte grund, og som ikke har ønsket at give den til aktivisterne?
"Mogens de Linde har fortalt os, at han ikke ønsker de unge på stedet, og at han gerne vil have dem fjernet. Og som ejer har han et legitimt ønske, hvilket også indgår i politiets overvejelser."
Så det betyder altså, at de unge skal ud på et tidspunkt?
"Ja, det gør det," konstaterer Jens Jespersen.
ORDET ER DIT: Hvad mener du om politiets taktik?