Fængslet efter trusler mod socialrådgiver
En 35-årig mor frygtede at miste samværet med sine børn. Nu skal hun bag tremmer.
20 dages ubetinget fængsel.
Sådan lød dommen i går for den 35-årige mor til to, der i marts gik verbalt amok på sin socialrådgiver i Thisted.
Kvinden havde frygtet udsigten til endnu en gang at skulle miste samværet med sine børn, og over for socialrådgiveren bekendtgjorde hun, at hun ville "slå ihjel" og at det "ikke var en trussel, men en konstatering". Det skriver Nordjyske.
Må undvære børnene
Det var et brev fra socialrådgiveren, der direkte førte til dødstruslerne.
I brevet stod, at der var en risiko for, at den 35-årige kvinde atter måtte undvære sine børn, hvis ikke hun opgav sit misbrug.
Og den risiko kunne kvinden altså ikke håndtere. Nu må hun i hvert fald undvære børnene, når hun skal 20 dage i fængsel.
Hver fjerde bliver truet
Truslen mod socialrådgiveren i Thisted er langt fra et enestående tilfælde.
Ifølge Dansk Socialrådgiverforening har hver fjerde socialrådgiver oplevet trusler af fysisk eller psykisk karakter.
Og sidste år fik truslerne den værst tænkelige udgang, da en 29-årig somalisk flygtning dræbte sin socialrådgiver i Holstebro med 22 knivstik. Han blev dømt til psykiatrisk behandling og efterfølgende udvisning.
Den 35-årige kvinde fra Thisted valgte efter en snak med sin forsvarer, at dommen skulle modtages.