Ole Sohn udgiver Bush-erindringer
Anders Fogh Rasmussen skriver forordet, og Ole Sohn udgiver dem: George W. Bushs erindringer kommer på dansk.
Det bliver SF's gruppeformand, Ole Sohn, som kommer til at præsentere de danske læsere for den tidligere amerikanske præsident George W. Bushs erindringer.
Og ikke nok med, at Forlaget Sohn udgiver "George W. Bush: Kritiske beslutninger". Forlaget har overtalt NATO's generalsekretær, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), til at skrive et forord til erindringerne, som foreløbig har solgt mere end to millioner eksemplarer i USA.
Sohn: Bush svær at komme udenom
Netop USA's 43. præsident har ellers været venstrefløjens hadeobjekt nummer ét det seneste årti. Men den tidligere formand for DKP erkender, at George W. Bush ikke er til at komme uden om, når historien om det første årti i det nye årtusinde skal skrives.
- Uanset hvad man mener om George W. Bush, så kommer man jo ikke uden om, at han har spillet ikke en ikke uvæsentlig rolle i verdenshistorien fra 2001 og til 2009.
- Det er jo et stykke samtidshistorie, for han traf de kritiske beslutninger om krigene i Afghanistan og Irak samt waterboarding af fanger. Det er et stykke samtidshistorie, som bør interesse alle, siger Ole Sohn.
Fogh tror på godt eftermæle
Anders Fogh Rasmussen skriver da også i forordet, at eftertidens dom over George W. Bush først og fremmest vil blive knyttet til Afghanistan, Irak og terrorisme. Men det er endnu for tidligt at fælde en fair dom.
- Personligt tror jeg, at eftertiden vil bedømme præsident George W. Bush mere positivt, end hans modstandere gjorde, skriver NATO's generalsekretær.
Forlaget Sohn blev etableret i 2004 og har udgivet såvel skønlitterære som faglitterære bøger med vægt på danske og udenlandske romaner herunder krimier og thrillere, biografier og erindringsbøger, kunstbøger samt kultur- og debatbøger.