Nordjysk serieforbryder i vild biljagt
Serieforbryder stak af fra benzinregningen og politiet. Det gik ud over flere parkerede biler.
Klokken 12.14 indløb en alarm fra en tankstation i Nørresundby ved Aalborg. En mand havde stjålet for 714 kroner benzin.
Politiet kørte hurtigt til stedet for at tale med manden, men den 37-årige benzintyv havde tydeligvis ikke noget ønske om tale med politiet. Episoden blev derfor til en vild biljagt, hvor gerningsmanden påkørte adskillige parkerede biler og flere elskabe.
"Føreren er ikke indstillet på umiddelbart at stande og tale med betjentene, der indleder jagten på ham. Han kører ind i både grønne områder og på gangstier omkring Fuglsangvej, inden han smider bilen på en plæne på Skovvej og stikker af til fods," fortæller vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
Var også serieforbryder
Betjentene fik løbet manden op, men måtte tage peberspray og armkræfter i brug for at nedlægge den 37-årige. Han blev anholdt på stedet.
Da politiet rodede bilen igennem, fik man en forklaring på, hvorfor manden modsatte sig anholdelse. Det viste sig nemlig, at bilen var stjålet. Samtidig flød køretøjet med stjålne genstande fra adskillige indbrud.
Ifølge Frank Liltorp er flugtbilisten uhyre godt kendt hos politiet med en næsten endeløs lang række tyverier bag sig. Vagtchefen regner med, at den 37-årige serieforbryder bliver fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.
Det et endnu uvist, om manden var spirituspåvirket.