Tricktyveri blev til et røveri
En ekspedient forsøgte at redde et større pengebeløb i Nordjylland. Men røverne holdt hende fast.
Nordjyllands Politi har anholdt syv rumænere, som menes at stå bag et røveri i Kwik Spar i Poulstrup syd for Hjørring, mandag formiddag.
Ifølge politiets oplysninger skete røveriet klokken 9.44. Rumænerne forsøgte først at skabe forvirring i butikken, og det fik en kvindelig ekspedient til at styrte ud i butikkens baglokale for at sikre et større pengebeløb.
På vejen derud blev hun imidlertid stoppet af røverne. Flere af dem stjal pengene i baglokalet, mens de resterende holdt kvinden tilbage med fysisk magt.
"Min formodning er, at røverne gik ind i butikken for at lave et tricktyveri, men omstændighederne gjorde, at det udviklede sig til et røveri med fysisk magt," siger efterforsningsleder fra Nordjyllands Politi Peter Skovbak til jp.dk.
Fremstilles i grundlovsforhør
Efter røveriet flygtede rumænerne fra butikken med et større pengeløb i en bordeaux farvet bil. Politiet sendte derfor patruljer rundt til forskellige veje for at lukke af.
"En halv time efter bliver en bil med syv rumænere standset i Nørresundby. Alle syv blev anholdt, og dem er vi nu i gang med at afhøre. De bliver alle sigtet i sagen," siger Peter Skovbak.
Rumænerne bliver sandsynligvis fremstillet i grundlovsforhør tirsdag morgen.