- Opdateret 08/05/2011 kl. 12:37
19-årig slap mirakuløst fra tragisk dødsulykke
Tre unge mænd har mistet livet i en voldsom bilulykke, hvor en 19-årig muligvis blev slynget ud.
Tre unge mænd på henholdsvis 19, 21 og 26 år mistede livet tidligt søndag morgen, da deres bil kørte ind i et træ og gik i brand.
Det var en fjerde passager i bilen, en 19-årig mand, som slog alarm på sin mobiltelefon trods sine kvæstelser.
Den 19-årige er indlagt på traumecenteret, men er ikke kommet alvorligt til skade.
Én slap ud af bilen
"Vi ved endnu ikke, hvordan den 19-årige overlevede. Men han er på en eller anden måde kommet ud af bilen. Det er muligt, at han er blevet slynget ud," fortæller Bo Christensen, vagtchef ved Østjyllands Politi og tilføjer, at de næste par dage vil gå med at finde frem til årsagen.
Politiet fik meldingen om ulykken kl. 04.40.
Ulykken skete på Busbjergvej mellem Bjerringbro og Ulstrup, og alle fire mænd er fra lokalområdet.
Årsagen endnu ukendt
"Da den 19-årige ringede 112, var han fortumlet, han sagde, at ulykken skete på Hagenstrupvej," fortæller vagtchefen.
De nærmeste pårørende er underrettet.
Den 19-årige skal afhøres, når han er klar til det, og der skal tages blodprøver af de dræbte for at konstatere, om der kan have været alkohol indblandet.
Politiet ved endnu ikke, hvem der kørte bilen.
LÆS OGSÅ: Tre unge bildræbt ved Bjerringbro